Hvordan sikres bestyrelsens opgaver og ansvar bedst?
- lad andre end direktøren deltage i bestyrelsesmøderne!

I kølvandet på den samfunds- og erhvervsøkonomiske krise og IT Factory skandalen er der kommet meget fokus på bestyrelsens opgaver og ansvar. Spørgsmålet ”Hvordan kan en bestyrelse bedst muligt forvalte sit ansvar og gardere sig mod skjulte risici?” diskuteres i bestyrelseskredse.

Selv om virksomhedens strategiske udvikling er den væsentligste opgave for bestyrelsen og den daglige ledelse, så er kontrolopgaven jf. aktieselskabsloven og risikostyring naturligvis også særdeles væsentlig.

Hvordan håndterer bestyrelsen ansvaret for at alle relevante informationer og risikoelementer bliver behandlet på bestyrelsesmøderne? Formanden for Bestyrelsesadvokater har for nylig udtalt, at hvis bestyrelser sikres lovmæssig ret til årlige møder med revisorerne uden at have direktørens øjne i nakken, vil svindelnumre kunne tages i opløbet.

Jeg er bestyrelsesmedlem i en virksomhed, hvor vi praktiserer dette som en del af risikostyringen. Men det er min klare overbevisning, at revisionen ikke altid kan sikre bestyrelsen mod, at bestyrelsen misinformeres eller ikke får hele sandheden fra direktøren.

Det er meget bedre, at bestyrelsen på bestyrelsesmøderne har temaer, der i løbet af året dækker virksomhedens aktivitets- og ansvarsområder. Lad den tema-ansvarlige funktions- eller områdechef deltage i det pågældende bestyrelsesmøde og fremlægge en situationsanalyse, vision og strategiske betragtninger for sit ansvarsområde, som kan give anledning til spørgsmål og en konstruktiv dialog mellem den daglige ledelse og bestyrelsen. Dermed får bestyrelsen bedre indsigt, og bestyrelsen kan bedre gardere sig mod risikoområder og mod utilstrækkelig information om virksomhedens situation og strategiske udfordringer.

Jeg har også gode erfaringer med, at lederniveauet under den administrerende direktør deltager i bestyrelsesmøderne. Dette giver mulighed for flere og bedre nuancer i rapporteringen og drøftelserne af de forskellige emner.

 

 

 

 

Poul Foss Michelsen
Bøgeløkken 46
5210 Odense NV
Telefon 6612 5155
Mobil    4052 5155
Mail:
poul@foss-michelsen.dk